Bonsai Nan Kai

Bonsaiklubben for Lolland, Falster, Møn, Sydsjælland og Midtsjælland

Værktøj, som du har brug for.

 

 

BONSAI VÆRKTØJ.

 

Godt værktøj er det halve arbejde – siger man - Dette gælder også når du arbejder med bonsai.

 

Jeg vil her fortælle lidt om de forskellige sakse og tænger og hvad man ellers har brug for.

 

Det specielle ved bonsaisakse er, at bladene fungerer nærmest som to knive, der skærer i stedet for at knuse grene og kviste, som en almindelig saks gør.

 

Både sakse og tænger findes i forskellige størrelser 180 mm, 220mm og 300 mm. Priserne er selvfølgelig derefter.

Man bør afprøve værktøjet i sin egen hånd for at finde den rigtige størrelse.

Man kan også sige at de små sakse og tænger er til SHOHIN, mellemstørrelsen er til alm. str. bonsai, de største er således til de største bonsai.

 

Der findes også flere kvaliteter i værktøj. Det mest eksklusive er nok MASAKUNI, det er fantastisk fint værktøj (rustfri stål af bedste kvalitet). Derefter kommer flere Japanske mærker af sort værktøj, findes i både billige og dyre kvaliteter. Udover det kan man få noget kinesisk værktøj, det er billigt, men det holder i reglen ikke så længe.

 

RODAKS.  Dette er den kraftigste saks, den anvendes mest til rodbeskæring, men kan også anvendes til kraftige grene. En mindre model anvendes som beskæresaks.

 

STANDARDSAKS.  Dette er en allround traditionel bonsaisaks.

 

BESKÆRESAKS.   Dette er en beskæresaks, den er lang og smal og derfor fin til at beskære kviste.

 

SATSUKISAKS.    Som navnet siger, er dette saksen, der bruges til beskæring af Satsuki azalie, den er lang og smal som allround beskæresaksen. Den er god til den tætte satsuki, ligeledes er den fin til shohin bonsai.

 

KNOPSAKS.   Denne saks er fin til beskæring af små kviste og knopper, ligeledes fin til shohin.

 

BLADSAKS.    Som navnet siger – en bladsaks, specielt anvendes den til ahorn, når man skal bladbeskære eller afløve.

 

KONKAVTANG.    Den mest anvendte tang, når man skal klippe grene af helt inde ved stammen, man opnår et rent snit, der heler fint og hurtigt op.

 

KNOBCUTTER.  Den bedste tang, når man skal klippe grene og store gamle ar, man klipper bid for bid indtil man har en pæn overgang, der vil læges hurtigt og give et pænt og næsten usynligt ar. Denne tang er nok lidt kraftigere end konkavtangen.

 

RODTANG.   Den nok mest undervurderede tang af alle de japanske tænger. Et rent snit er meget vigtigt når man beskærer rødderne. Det er vigtigt at dette er gjort rigtigt, så der ikke er store mulighed for råd i rødderne og dette formindskes ved at lave fine snit. En rigtig god investering.

 

GRENSPLITTER.   En meget kraftfuld tang, der bruges til at splitte kraftige grene, der skal bøjes i anden form.

 

JINTANG.   Anvendes til at knuse og vride barken, når man skal lave jin på grene. Den kan også bruges, når man snører med en tyk tråd og skal dreje den sidste korte ende ind om grenen.

Den findes både med ret bid og med skævt bid.

 

TRÅDTANG.   Anvendes til at klippe tråd. Fordelen ved denne tang er dens korte bid, der bider tråden over uden at skade barken. Absolut en god investering.

 

TRÅDSAKS.   Ligesom trådtangen er den til at klippe tråd, fordelen ved saksen er, at man kan have den i hånden mens an arbejder med at snøre en del tråd af. Saksen kan bide tråd fra 1mm til 3,5 mm. Ved tykkere tråd skal man bruge tangen.

 

TRÅDSAKS.   En anden model, men anvendes ligesom ovenstående.

 

Udover disse japanske tænger og sakse findes der en hel del andre værktøjer, som man umuligt kan undvære.

 

KNIV.   En god skarp kniv, der bl.a. bruges til lave jin og shari. Man kan bruge en hobbykniv med udskiftelige blade.

SAV.   Man bør faktisk have 2 save – en god tovejssav, som man anvender til at save tykke grene og en anden som man anvender til at save i jord med bl.a. pælerod og tykke rødder.

RODKROG.    Anvendes til løsne jorden ved ompotning og til at rede rødder ud  på større træer.

RODGAFFEL.   Anvendes som overstående til at løsne jorden. således at man ikke ødelægger de fine hårrødder. Dette værktøj kan man evt. selv lave af en gammel gaffel, som bøjes i form og tænderne spredes lidt ud, så er den anvendelig.

CHOP STICKS.    Anvendes ved omplantning, når skal løsne jorden og igen når man skal fylde jord på.

SIGTER.   Det er vigtigt at sigte jordblandingen, således at man fjerner alle småpartiklerne. De japanske sigter har 3 forskellige maskestørrelser ca. 2, 4 og 6 mm.

SPARTEL.   Findes ofte i den anden ende af rodgaffelen eller pincetten. Den anvendes til at trykke og glatte jorden efter omplantning. Ligeledes bruges den til at trykke mosstumperne fast med.

PINCET.   Den kan man næsten ikke undvære, den bruges til at knibe enebær, til at knopbeskære, til at fjerne gammelt mos og ukrudt fra overfladen og meget andet.

BØRSTER.   Man kan købe børster specielt beregnet til brug for bonsai, de koster ca. 75,- kr. og man kan købe børster i Byggemarkeder eller Supermarkeder i 3-styk pakninger for 10,- eller 20,- kr.

Der er en i nylon (den bløde), en i messing (mellem) en i stål (den hårde). De er lige så anvendelige som de dyre børster. De bruges til at børste stammerne og til at rengøre skålene osv.

BLØD BØRSTE.    Er en børste af f.eks. kokosfibre, den anvendes til at rengøre jordoverfladen med.

BONSAI TVINGER.    Der findes forskellige tvinger, når man skal bøje en kraftig gren. Man kan købe bonsai-tvinger. Man kan også købe tvinger i eksempelvis Byggemarkeder – ligesom man kan bruge enhåndsgrip, der er fortræffelige.

GASBRÆNDERE.    Bruges til forme jins uden at snøre dem. Den bruges også til at ”brænde og børste” gamle shari og lign. (gammelt dødt ved).

Udover dette findes der en del knive til brug, når man skal lave jin og shari.

Dette er skrevet for at fortælle lidt om det værktøj man kan bruge for at lave bonsai, men husk på, at det ikke er værktøjet, der laver bonsaien, der skal også talent og viden.

Som John Nake siger:

”You can’t make chicken salad from chicken shit”.

          citat John Naka.